Jeg husker at jeg som barn ble utrolig fascinert av en fortelling om en munk, en røverfamilie – og en rose som blomstret på selveste julenatten. – En del av detaljene har forsvunnet, men etter et par kjappe internettsøk fant jeg ut at mest sannsynlig har jeg hørt eller lest fortellingen i en av Torbjørn Egners lesebøker, – og at det var en legende skrevet av Selma Lagerlöf. – Jeg har ikke klart å finne selve legenden, eller det vil si, det er mulig denne versjonen som følger under her er ganske nær. – Jeg fant den som del av en adventsgudstjeneste fra Gellerup Kirke i Danmark!
Men nok om det – over til selve legenden:
Og hvorfor er det så, at julerosen blomstrer netop nu? Det fortæller Selma Lagerlöf om i en af sine legender.
Fortællingen foregår i Småland for meget længe siden. Den begynder en strålende klar, svensk sommerdag, da røvermor kommer ud fra sin røverkule i Göinge-skoven og går ned til civilisationen med sine fem vilde unger på slæb. Røvermor var frygtet, for hvis man ikke gav hende, hvad hun forlangte, gik hun ikke af vejen for at vende tilbage til gården om natten for at stikke den i brand.
Nu kommer hun til Öved kloster. Dér har abbed Hans været abbed i næsten en menneskealder, og lige så længe har han hæget og puslet om sin urtegård med sjældne og fremmedartede planter. Den her dag går en lille gartnermunk og luger i haven, og han har ladet en lille dør stå på klem i klostermuren. Røvermor ser den ulåste dør, og resolut går hun ind uden at banke på eller spørge om lov, sådan som hun gør alle steder.
Lige indenfor døren bliver hun stående slået over den skønhed, der møder hende. Det er højsommer, og haven står i fuldt flor med de smukkeste blomster. Forundret begynder hun at gå rundt mellem bedene; hun bøjer sig ned, nikker og smiler lidt til de forskellige planter, mens ungerne myldrer rundt om hende. Munkene forsøger at få dem ud – først med høflige anmodninger men dem ignorerer hun fuldstændig. Til sidst prøver munkene at smide hende ud med magt, men hun skriger og slår og bider, og de kan ikke klare hende.
Abbed Hans er blevet tilkaldt af postyret. Han beordrer alle munkene ud af klosterhaven undtagen den lille gartner-munk. Abbed Hans kan ikke lade være med undre sig og glæde sig over røvermor. Tænk at hun er villig til at gå til angreb og slå vildt om sig for at kunne gå rundt i hans elskede have. Han går hen til hende, og hun skal lige til at slå ud efter ham, da hun ser, at det nu er en gammel krumrygget mand, der kommer hen imod hende. Abbed Hans spørger, hvad hun synes om hans have. Hun svarer: ”Straks jeg så den, syntes jeg, at jeg aldrig havde set noget skønnere, men nu ser jeg, at den ikke kan måle sig med en anden have, jeg kender”. Da de ikke vil tro hende, fortsætter hun: ”Hvis I kunne få den urtegård at se, som jeg tænker på, ville I rive hver blomst op, som står her, og kaste den bort som ukrudt.” Nu er den lille gartnermunk så såret på abbed Hans’ vegne, at han udbryder: ”Sådan noget vrøvl! Jeg tør sætte min sjæls salighed på, at du aldrig før har været inden for en urtegårdsmur”. Røvermor bliver helt rød i hovedet af vrede over, at de ikke tror på hende. Men abbed Hans er blevet nysgerrig. Hvad er det for en have, hun kender, som er så smuk? Med triumf i stemmen fortæller røvermor: ”I Guds mænd brude vel vide, at hver julenat forvandler den store Göingeskov sig til en have for at fejre Vorherres fødsel. I den have har jeg set blomster så dejlige, at jeg ikke har vovet at løfte min hånd for at plukke dem”. Nu er abbed Hans for alvor blevet nysgerrig, for i sin barndom har han hørt fortalt om, at skoven klæder sig i højtidsskrud julenat. Vil hun da ikke lade ét af sine børn hente ham juleaftensdag, så han kan få det at se? Først nægter røvermor blankt, for hvad vil røverfar ikke sige, hvis hun på den måde afslører deres tilholdssted dybt inde i skoven. Men lidt efter giver hun alligevel efter, for hun har så stor lyst til at vise disse påståelige munke, noget, som er langt skønnere end deres urtegård. Men abbed Hans må love højt og helligt kun at tage en enkelt ledsager med, og at han ikke vil afsløre røvernes tilholdssted.
Nogen tid efter kommer biskop Absalon på besøg i det lille kloster. Abbed Hans fortæller ham om sin oplevelse med røvermor, han fortæller om juleskoven, og han beder inderligt biskoppen om, han kan tage et fredlysningsbrev med røverfamilien, når han drager derop til jul. Men biskoppen, som har magt både til at dømme fredløs, men også magt til at give fribrev – det vil han ikke høre tale om! Og at skoven skulle trække i højtidsklæder julenat, det er ikke andet end barnligt overtro. Og med en hånlig latter siger han til abbed Hans, at han vil love ham, at den dag, han bringer ham en blomst fra julehaven i Göingeskoven, vil han udstede fredlysningsbrev til alle de fredløse, som abbeden måtte gå i forbøn for.
Nu bliver det jul, og abbed Hans og den lille gartnermunk begiver sig på vej mod Göingeskoven med en hoppende og dansende røverunge foran sig til at vise vej. Under hestenes hove knirker sneen og over dem ruger de tunge, blygrå sneskyer. Overalt hvor de kommer frem er mennesker i fuld gang med at forberede juleaften og alt ser så festligt og indbydende ud i alle gårde og huse og kirker, de kommer forbi. Det er kun dem, der er på farten, og det passer slet ikke den lille gartnerbror særlig godt. Hvorfor i alverden skulle man begive sig dybt ind i den mørke, truende vinterskov, hvor man højst kan forvente at få selskab af ulve og røverpak. Og så netop i aften. De bliver ført dybere og dybere ind i skoven, og til sidst står de foran en klippevæg - med en dør i. Det er røvernes hule! Indenfor er der fattigt og simpelt, men dejlig varmt. De bliver taget godt imod af røvermor, men røverfar sidder på en bunke grankviste og skumler… Abbed Hans og røvermor falder i snak ved ildstedet. Abbed Hans fortæller om alle de juleforberedelser, de så i landsbyerne på deres rejse hertil; og han får røvermor til at fortælle om sin barndoms jul – det var dengang hun stadig boede nede blandt almindelige mennesker. ”Det er synd for jeres børn, at de ikke kan opleve alt det”, siger abbed Hans. Røverfar farer op: ”Er du ude på at lokke kone og børn fra mig?”, spørger han. Og så forklarer abbed Hans, at han har i sinde at skaffe dem et fredlysningsbrev fra ærkebiskoppen. Men lige da han har sagt det bryder røvermor og røverfar ud i et latterbrøl, for det er det latterligste, de nogen sinde har hørt! Det kan ikke lade sig gøre, det ved de! ”Kan du skaffe mig et fribrev”, siger røverfar, ”så lover jeg dig, at jeg herefter aldrig skal stjæle så meget som en gås!”.
Pludselig rejser røvermor sig – det er tid at gå ud i skoven. Da de kommer ud er der stadig bidende frost og kulsort nat, men det er som om, at de kan høre juleklokkerne kime dybt inde i skoven, og snart er det som om, at der bølger en lysende tåge frem mellem de sorte træer. Og nu skyller bølge efter bølge af lys frem mellem stammerne, og for hver bølge af lys vågner naturen mere og mere. Skoven forvandles, træerne springer ud, fuglene synger. Blomster spirer frem overalt; den blide vind fører blomsterfrø med sig fra fremmede lande, og straks frøene lander, spirer de og blomstre med blomster, som abbed Hans og den lille gartnermunk aldrig har set mage til før. Lysbølgerne bliver ved at skyller ind over dem, og nu fornemmer Abbed Hans det som om, at en overjordisk luft omgiver ham, Himlens glæde er nær, i det fjerne høres englesang og klang af harper, og nu er det allerede som om, de kan mærke vingesuset af de store englevinger. Abbed Hans står med tårer i sine gamle øjne.
Men den lille gartnermunks øjne er helt tørre, og han står med rynkede øjenbryn. Dette her kan ikke gå rigtigt til, tænker han. Gud kan da ikke åbenbare hele sin herlighed for sådan nogen simple, fredløse røvere! Det må være djævelens værk! Djævelen er ude på at forføre dem, så de aldrig kommer hjem igen”Gå ad Helvede til, hvor I kommer fra”; råber han. I det samme flygter lyset og den milde luft for kulden og mørket, som kan være i et menneskehjerte. Natten sænker sig over jorden, frosten vender tilbage, blomsterne trækker sig ned i jorden.
Da er det, at abbed Hans kommer i tanke om den blomst, han havde lovet ærkebiskoppen, og som skal købe friheden for røverfamilien, og han kaster sig ned på jorden, og famler sig frem, men mærker, hvordan den fryser til under hans fingre. Den lille flok famler sig vej i mørket tilbage til hulen, men da de kommer indenfor mangler de abbed Hans. Det er morgen, da de finder ham liggende på jorden. Den lille gartnerbror giver sig til at græde og jamre, for han forstår, at det er han er skyld i abbed Hans’ død.
Abbed Hans bliver ført hjem til klostret, men da munkene gør liget i stand, ser de, at han holder sin hånd fast knyttet om noget. Da de åbner hånden, ser de et par hvide rodknolde; dem giver de til den lille gartnermunk, som planter dem i abbed Hans’ urtegård. Han venter hele foråret og sommeren, men ingenting kommer op. Juleaften bliver mindet så stærkt for den lille munk, at han går ud i klosterhaven for at være alene. Da ser han, at på det sted, hvor han har plantet de små rodknolde, står der nu frodige grønne stængler og de skønneste blomster. Gartnermunken får travlt; han må straks af sted til biskop Absalon. ”Dette er de blomster abbed Hans lovede dig fra julehaven i Göinge skov”, siger han. Biskoppen bliver bleg. ”Abbed Hans har holdt sit ord, og så vil jeg også holde mit”, siger biskoppen.
Næste dag, juledag, nærmer gartnermunken sig røvernes hule, men røverfar kommer ham i møde med hævet økse. ”I munke! Jeg vil hugge jer ned hver og én. Det er jeres skyld, at Goïnge skov ikke har klædt sig i juledragt i nat”, siger han. ”Det er alene min skyld”, siger munken, ”og jeg vil gerne dø for det. Men først må jeg give dig, hvad jeg har fra abbed Hans”. Og han tager biskoppens frihedsbrev frem. Nu er det røverfar, som bliver bleg, men nu træder røvermor frem: ”Abbed Hans har holdt sit ord, så vil røverfar også holde sit”.
God jul!
Knut Olav
